7. september 2011
Når man som jeg, sidder bag tangenterne og bare nyder nuet - er det en frihed, en tomhed, en let følelese af, at blive hævet over scenegulvet. Glemme alle bekymringer.
Når alt klapper fra første taktslag, er det en samhørighed os 4 fyre imellem. Som et fodboldhold, der er ved at vinde VM med blot 30 sek. tilbage af kampen, med en føring på
et mål over modstanderen.
Men denne her kamp er ulige, vi vinder hver gang, måske ikke alle musikalske hjerter, men vores egne.
Det er hele essensen i, at være en del af Crossroads.
Det er først og fremmest os, der skal have det godt og ikke mindst sjovt med det vi laver.
Når Peter kigger tilbage mod Johnny og sidste nummer bliver afsluttet, er det ikke blot publikum der råber på ekstranummer. Vi gør også - vi kan ikke få nok.
Vi er det, min far altid kaldte for: Levende musik. Et orkester af den gamle skole.
Man skal kunne skeldne instrumenterne fra hinanden.
Det publikum ser, er det de får.
I går øvede vi i Peter's kælder som vi plejer.
Men det var ikke en helt almindelig øveaften...
Jørgen havde foreslået et nyt nummer 'Bell Bottom Blues'. Akkorderne var forinden blevet skrevet ned og vi gik i gang.
Det vi oplevede resten af den her aften, kan vel nærmest beskrives som magi.
Bell Bottom Blues -nummeret sad lige til højre foden og de 3 andre nye numre, som vi har haft med siden sommerferien, svingede som aldrig før.
Kort sagt - vi oplever det også selv, altså magien, at alt går op i en højere enhed.
Så kan de komme med al deres valgsnak og gældskrise.
Det er vi forlængst ude over.
Vi ses derude
Lars Nørgaard